Københavnsvinder 2016
by Stine Hjelme ·
Lørdag d. 14. september var en skøn sensommer dag, hvilket satte nogle dejlige rammer for DKKs internationale udstilling i Ballerup. På denne udstilling var der lidt mere på spil, nemlig titlen Københavnsvinder 2016. Bedste junior han / tæve med excellent og CK vinder titlen Københavns Juniorvinder, mens bedste veteran han / tæve vinder titlen Københavns Veteranvinder. Bedste han og bedste tæve vinder titlen Københavnsvinder.
Det var den danske dommer Leif Lehmann Jørgensen, der dømte Chow Chow'erne. Dagen startede som altid med de yngste deltagere. Her blev det den unge baby tæve AdorableAlika, ejet af Sanne Boamah, som charmede sig ind på dommeren og blev dagens bedste baby. Vinderen af Københavns Juniorvinder titlen blev på hanhundesiden Estee Lauder Djalo, ejet af Mette Maj Lindorff, som også samlet sluttede som 2. bedste han på dagen. På tævesiden blev det Bon Triumph Ideality, ejet af Susanne Dammann, som vandt junior titlen – og sluttede som 4. bedste tæve. For Sussanne Dammann blev det til et hattick, da hun også ejede (og har opdrættet) dagens bedste han og tæve og dermed vindere af titlen Københavnsvinder 2016. Hanhunden Figo blev bedste han og bedst i modsat køn, mens kuldsøsteren Freja blev bedste tæve og vandt Bedst i racen. Freja sikrede sig dermed førstepladsen blandt tæverne i konkurrencen om Årets Chow Chow.
Pointlisten for Årets Chow Chow er opdateret og kan ses her.
DCCK ønsker alle vinderne tillykke.